Opbygning af siden

Start med at besøge andre institutioners hjemmesider, for at få gode idéer til indhold der kunne være relevant for din institution.

 

Menustruktur

Hjemmesidens primære formål er at formidle relevant information til sidens brugere, og at denne information er let at finde.

 

Lav først din menustruktur på papir.

Selvom Alia er let at arbejde med, er det altid en god idé at planlægge sin hjemmeside væk fra computeren.

For overskuelighedens skyld er det en fordel at dele hjemmesiden op i max. 8 hovedpunkter, som så indeholder underpunkter. Alle sider bør være grupperet efter relevans og aktualitet. Prøv at sætte dig i målgruppens sted, og opbyg siden efter det.

 

Gør det let for dig selv

Du kan evt. nøjes med at lægge det materiale op, som du allerede har liggende på computeren. F.eks. årsplan, åbningstider og lidt generel information. På den måde er du hurtigt igang. Senere kan du altid tilføje mere, når du har tid og lyst.

 

Indhold på hjemmesiden

Skriv i et læsevenligt, klart og præcist sprog. Og ikke for langt.

Lange tekster på skærmen er trættende for øjnene, og gør siden uoverskuelig.

.. denne side er f.eks. alt for lang :-)

 

Pas på med at lægge animationer, blinkende logoer og lignende op på din side. De forstyrrer og trækker opmærksomheden væk fra det væsentlige - nemlig indholdet.

 

Billeder

Et billede kan gøre siden mere levende og interessant. Kommende forældre vil være interesseret i, hvordan institutionen og faciliteterne ser ud, - mens nuværende forældre gerne vil se billeder fra ture og dagligdagen i øvrigt.

Husk at indhente forældrenes samtykke, hvis du lægger billeder op af nogle af børnene.

 

Nyheder

Hvis du vil have ekstra fokus på en nyhed eller et arrangement, er det muligt at vise en nyhedsboks eller kalenderen på forsiden. Det er bl.a. en fordel for forældre der ofte besøger siden. Hvis du vælger at vise disse elementer på forsiden, er det dog vigtigt at der er aktuelle arrangementer og nyheder. Hvis ikke - er det let at skjule dem.

 

Søgemaskiner og Google

Hvis du gerne vil have din hjemmeside vist ved søgning i f.eks. Google, er det vigtigt, at dine overskrifter er sigende om indholdet. Ligeledes er det vigtigt, at de søgte ord optræder ofte på siden. F.eks. er ord som "pædagog" og "job" gode ved jobopslag.